Så er det alvor for KS

Efter godt fire måneders turneringspause skal de til det igen – KBs fodboldglade gutter i Københavnsserien.

Holdet lægger for på lørdag med en hjemmekamp mod Skjold kl. 16.15 i Frederiksberg Idrætspark, og begge mandskaber har noget på spil, når man tager den nuværende stilling som udgangspunkt. KB er nummer 10 af de 14 hold med 16 point, mens Skjold med et point mindre er placeret et par pladser under – lige over nedrykningsstregen.

”Det bliver en kamp om lysten til at vinde på dagen. De slog os senest yderst fortjent med 2-0, så vi har revanche til gode,” siger KBs cheftræner Daniel Jønsson og tilføjer:

”Jeg har fået at vide, at de spillede rigtig godt i deres sidste træningskamp, hvor de mødte Union fra Danmarksserien. Godt nok tabte de 0-1, men det skulle være det bedste, man har set dem spille i lang tid.”

Selv sluttede KBerne træningsforberedelserne af med en kamp mod HB – nuværende nummer seks i Københavnsserien. Kampen endte med et nederlag på 3-4, men Daniel Jønsson fik et godt indtryk af spillerne.

”Vi er i god form. Selv om vi blev presset højt, formåede vi at spille os fri af det, og vi formåede også at score tre gange mod – i min optik – et af rækkens bedste hold. Hvis vi gider, kan vi godt være med, men vi bliver straffet, hvis vi ikke leverer det, vi skal. Det så vi specielt i anden halvleg mod HB,” fastslår Daniel Jønsson.

Et af KBs tre mål i holdets sidste træningskamp mod HB.

Et af KBs tre mål i holdets sidste træningskamp mod HB.

Sammen med den nyansatte assistenttræner Karsten Viborg har han i vinterpausens løb haft næsten fire fodboldhold under den skarpe lup – helt nøjagtigt 42 spillere. Med tiden er der så en række spillere, som er sorteret fra, men det rokker ikke ved kendsgerningen.

”Vores trup er blevet bredere. Vi har været plus 20 til træning stort set samtlige gange, og vi har en aftale med U19, der gør, at primært seks af spillerne tilhører vores trup. De træner fast med hos os. Det betyder, at vi kan få en mere stabil træning, og de kan højne deres niveau. De har gjort det ganske fint i træningskampene,” lyder det rosende fra Daniel Jønsson om truppens yngre spillere, uden at de skal tro, at de så bare er garanteret en fast plads på holdet.

”De arbejder stenhamrende hårdt og vil gerne være med. Det er super positivt. Vi har en rigtig god dialog omkring dem. Jeg har sagt til dem, at det er de bedste, som spiller. Hvis de er de bedste, er det dem, der spiller,” lyder det fra cheftræneren, der også er tilfreds med stemningen i hele truppen. Kort skrevet – den er god.

Skal der endelig puttes lidt malurt i bægeret, må vi godt fire måneder tilbage i tiden – retur til efterårets sidste kamp mod Rønne på hjemmebane.

”Vi har haft et turbulent efterår og ikke fået de point, vi synes, vi skulle have. Både fordi vi ikke har været gode nok, men også fordi vi ikke har slået til, hvor vi skulle, blandt andet i kampen mod Rønne.”

KBerne kom bagud med 0-2, men fik alligevel udlignet til 2-2, inden bornholmerne scorede sejrsmålet.

”Det ville være tre rare ekstra point at have, hvis vi havde vundet. Jeg vil ikke tage noget fra Rønnes sejr overhovedet, men det var fjollet, at vi tabte. De havde en lille 10’er, som drev gæk med os og lavede et flot mål.”

Trods det og andre ærgerlige resultater fastholder Daniel Jønsson fortsat den målsætning, man havde, da turneringen blev indledt i august 2018.

”Vi holder fast i top 4, og jeg tror på, vi kan nå derop. Så stor er forskellen heller ikke pointmæssigt, men vi begynder med tre svære kampe, så der er ikke noget, som er givet på forhånd. Uanset hvad skal vi se på KBs og FC Københavns værdier, hvor drenge bliver gjort til mænd og omvendt. Det er vores filosofi. Drengene skal gå på banen med en god og stor lyst til at spille og så arbejde videre fra det. Det er vores forudsætninger. Alt andet lige er det sjovere at have bolden end ikke at have den. Så må vi se, om vi er gode nok til at praktisere det. Rent fodboldmæssigt er vores niveau blevet højnet,” konkluderer KBs cheftræner, som i den nærmeste fremtid kan se frem til tre kampe i Frederiksberg Idrætspark – mod Skjold, FB (lokalbrag, red.) og HB.

”Det er egentlig hip som hap, hvor vi spiller, men jeg prøver at prente ind i spillerne, hvor vigtigt det er at have et fort på hjemmebane. Det har vi haft før, så hvorfor skal vi ikke have det igen.”

Til Skjold-kampen, der altså spilles på lørdag kl. 16.15, kan de trofaste KB-fans med flere atter købe diverse lækkerier – vådt og tørt – til fornuftige priser. På næste lørdag (30. marts) gælder det kampen om håneretten på Frederiksberg. FB er vært med kampstart kl. 13.45. Næste lørdag igen – 6. april – byder KB velkommen til HB kl. 16.15.

Så sæt et stort X i kalenderen og kom til kamp for at støtte KB-gutterne. Velkommen til fodbold i Københavnsserien.

KBerne presser på for en scoring efter hjørnespark.

KBerne presser på for en scoring efter hjørnespark.

Kampene i foråret (resultat fra efteråret med KB nævnt først):

  1. marts, kl. 16.15: KB – Skjold / Frederiksberg Idrætspark (0-2)
    30. marts, kl. 13.45: FB – KB / Frederiksberg Idrætspark (0-4)
    6. april, kl. 16.15: KB – HB / Frederiksberg Idrætspark (2-5)
    9. april, kl. 20.00: Hvidovre – KB / Kæmpernes Arena (5-0)
    18. april, kl. 13.30: KB – Politiet / Frederiksberg Idrætspark (2-1)
    22. april, kl. 14.00: KB – Føroyar / Frederiksberg Idrætspark (3-5)
    27. april, kl. 14.00: Rønne – KB / Rønne Nord (2-3)
    3. maj, kl. 18.30: KB – Prespa / Frederiksberg Idrætspark (5-0)
    10. maj, kl. 18.30: Tårnby – KB / Vestamager Idrætsanlæg (0-2)
    19. maj, kl. 12.15: KB – B 1903 / Frederiksberg Idrætspark (1-1)
    25. maj, kl. 13.00: KFUM – KB / Emdrupparken (0-3)
    5. juni, kl. 19.00: KB – Husum / Frederiksberg Idrætspark (3-2)
    8. juni, kl. 15.00: NB Bornholm – KB / Nexø Stadion (1-0)