Overbevisende sejr over Skanderborg

KBs bedste crickethold er umuligt at styre for tiden. Senest bevist søndag hvor Skanderborg var modstanderen og smækfyldt med selvtillid efter en overbevisende sejr dagen før over Ishøj. Mod KB1 gik det imidlertid grueligt galt.

Østjyderne vandt lodtrækningen og valgte at gå til gærdet. Allerede fra begyndelsen satte KB-kasterne modstanderne under pres, og Skanderborg mistede hurtigt det første gærde. Trods presset lykkedes det for Skanderborg at samle 188 point, men de havde voldsomme problemer med spinbowlerne Bashir Shah, Keith Dabengwa og Omar Hayat, som henholdsvis snuppede tre, to og to gærder.

Til gærdet begyndte KB med Shehzad Ahmed og Keith Dabengwa. Sidstnævnte blev hurtigt kastet ud, og så var det op til den tilbagevendte anfører Yasir Iqbal og Shehzad Ahmed at bygge halvlegen. Det gjorde de helt optimalt ved at batte sejren hjem uden yderligere tab af gærde. Deres halvleg tilsammen blev på 185 point med 85 point på 102 bolde til Shahzad Ahmed og 88 point på 102 bolde til Yasir Iqbal.  Dermed vandt KB med ni stående gærder.

Næste søndag er der topopgør mellem KB og Svanholm i Brøndby.