KB tabte topkampen

Årets første topkamp mellem Svanholm og KB blev spillet på en af årets varmeste dage. Og det kunne mærkes på spillerne.

Svanholm begyndte ved gærdet og lagde godt ud. Deres åbningsgærde spillede flot og lavede 140 point, før de mistede det. Desværre kiksede KB nogle chancer, som gjorde, at Svanholm fik lagt et godt fundament og opnåede 274 point for fire gærder. En total, som ikke var uopnåelig på den hurtige bane at hente for KBerne, men det krævede fuld fokus.

Desværre gik det ikke som forventet, og KB mistede hurtigt for mange gærder og havde blot 115 point for otte gærder. Men så tog holdets nye spillere fat og viste format. Først bidrog Anique Uddin med 68 flotte point, før den sidste gærdestand mellem Amjad Khan (61 point) og Basit Javed (33 point) lavede 89 point tilsammen. KB endte på 252 point for alle gærder og tabte med 22 point.  

Svanholm var bedre på dagen og spillede flot og bedre cricket end KB, der nu skal op på hesten igen og finde tilbage til sejrsrytmen.

Vejen til revanche for sidste års tabte mesterskab er blevet længere, men det er stadig inden for rækkevidde. Der er dog ikke plads til flere svipsere.