Kampreferat KB2: Første nederlag til KB 2 i år

KB2 tabte til Tåstrup

Af Aatif Parvez

KB2 tabte deres første kamp i år, hjemme mod Tåstrup. Efter en pause sidste uge, hvor Odense valgte at trække sig uden kamp, skulle vi finde rytmen igen hjemme mod Tåstrup, som vi slog ude for 2 uger siden. Det var dejligt cricket vejr, banen dog en anelse tung, det var nok derfor Tåstrup valgte at gå til gærdet først. Tåstrup fik en udmærket start med et hårdtslående åbningspar, og var 40 for ingen efter de første 10 overs. Yasar, der har vist sig at være et godt fund for 2.holdet bowlede tæt og blev belønnet i sin næstsidste over, og gennembruddet startede et mindre kollaps hos modstanderen. Tåstrup gik fra 42 for 0 til 55 for 5 på ingen tid, her kom den tidligere Svanholm og landsholdspillere Taha Ahmed (32) til gærdet og fik stabiliseret deres halvleg en smule og Tåstrup endte med 121 for alle i 39.over (der var aftalt at spille 40 overs i dag pga. de mange fastende). Yasar, Farooq og Hasan Sheikh med 2 gærder hver.

På trods af mange afbud, var det en ganske udmærket markpræstation, især da stort set alle var fastende.

De mange afbud kunne dog mærkes, da holdet skulle ind og matche modstanderens total. Vi fik den værst tænkelige start med både Mohammad Farooq og anfører Zoraiz, som man regnede med at skulle lave størstedelen af pointene, ude for ingenting på tavlen. Her havde de fleste vel mistet håbet, da de øvrige spillere ikke er kendt for deres gærdespils talent. Aatif Parvez (35), blev hængende i den ene ende og måtte se det ene gærdefald efter det andet, og lidt ligesom Tåstrup lignede vi et synkende Titanic ved 44 for 7 efter 13 overs. Hasan Sheikh (12) støttede Aatif i et lille partnership og fik totalen op på 88, inden han også på grund af manglende rutine gav sit gærde. Det var lidt ærgerligt, for Tåstrup var begyndt at kunne mærke presset og bowlede højre og venstre og gav flere ekstras i hver over, men da Haroon som 10.mand også røg ud kort tid efter, og KB stadig manglede 22 points for at vinde, valgte Aatif at gå efter et stort slag i luften og blev grebet.

Et nederlag der vil gøre ondt, da holdet alligevel kom tæt nok på. Vi må alle se indad og lære at tage ansvar, for det kan ikke være de samme spillere som laver point i hver kamp, især når vi har ambitioner om at rykke op og spille 1. division næste år. KB2 ligger stadig nr. 1.