Kampreferat KB2: Åbeningssejr i 2. division

KB2 slår Odense i åbeningskampen

Af Aatif Parvez

Sæsonen første 50 overs kamp for KB2 bød på en tur til den anden side af storebæltsbroen, hvor vi skulle møde Odense. Optakten var ikke optimalt, da der var motorproblemer på den ene af de to lejede minibusser, hvilket gjorde at halvdelen af holdet kom frem en time senere og kampen blev derfor udskudt. Junaid trak lod, på vegne af anfører Zoraiz, som indtil videre har vundet hver gang og og valgt at batte først, men junior Khushdil havde ikke samme held og KB blev sendt i marken.

På trods af manglende opvarmning var spillerene tændte og de sædvanlige åbningsbowlere, Haroon Malik og Aatif Parvez kastede præcist og aggressivt mod det unge åbningspar fra Odense, og fik en del hjælp fra en livlig pitch. Efter et par kanter, og et drop i slippen, valgte Odense at gå i defensiven og forsøgte at beskytte gærdet, efter princippet at spille "hele dagen" men det var tydeligt at se at der var store mangler i teknikken. Dette har Mohammad Farooq øje for, og fik allerede i sin første over skabt gennembruddet, da gærdespilleren forsøgte at slå ham ud af banen og blevet grebet ved indercirklen.

Herefter gik der lidt panik hos gærdeholdet, og det betød et par hurtige gærdefald i form af halve slag der røg lige til manden, samt en løbet ud hvor begge gærdespillere løb om kap for at nå ind i den samme ende.

Som resultat af dette, stod Odense i alle slags problemer med 6 ude for 60 på tavlen efter 20 overs spil, og spillerene begyndte at tale om at rydde halen inden 100.

Cricket er dog en sjov og til tider utilregnelig sport, dette kom til udtryk i de næste 20 overs af kampen, hvor to unge junior spillere fra Odense valgte at tage skridtet videre i før nævnte "batte hele dagen" koncept.

De nægtede simpelthen at lave point, og ville kun blokere, på trods af at der blev sendt hele, korte, langsomme, hurtige og skæve bolde. De skæve bolde var der iøvrigt mange af, kan både skyldes varmen, der gjorde det svært at holde koncentrationen i sæsonens første 50 overs kamp, samt forsøget på at få gærdespilleren ud af deres blokerings-bobbel. I sidste ende endte mr ekstra  med at blive topscorer med hele 53 point, dette bliver vores træner ikke glad for at høre, krydret med 3 droppet gribechancer og en del skæve indstik. Men så er det jo godt at referatet er skrevet på dansk, og ikke engelsk.

Det lykkes hen imod slutningen af halvlegen at få brudt deres tålmodige partnership på 63 point på 150 bolde, og de øvrige gærdespillere gjorde ikke meget væsen af sig og Odense endte med 155 for alle i næstsidste over.

Hamza Ali Akhtar fik det bedste kasteresultat med 2 for 10 på hans 2 overe, de øvrige gærder blev jævnt fordelt mellem bowlerne.

KB startede med Junaid  og Deepak, som er ved at blive en fast og stabil åbningsgærde for holdet, og de gav endnu en god start og ventede på den dårlige bold, dem var der mange af fra Odenses side. De havde et åbningsgærdestand på 64 point, der blev droppet et par chancer, men ind imellem fremvist flere flotte stød langs græstæppet, især Junaid, der endelig har valgt at investere nogen penge i et ordenligt cricket bat, så veloplagt ud.

Deepak (26) blev kastet ud af en kort bold der ikke hoppede tilstrækkeligt, og det sendte Mohammad Farooq til gærdet, der endelig viste et glimt af sit gamle jeg, og straffede de dårlige bolde langt op i træerne, som vi har set ham gøre år efter år på førsteholdet. Junaid(30) blev grebet i point ved totalen 92, og inden for 2 over mistede KB 3 gærder da Pandit Sharma og Zoraiz Khushdil ikke tog imod muligheden for at bidrage, begge slog hele bolde lige i hænderne på markspilleren. På dette tidspunkt manglede KB stadig omkring 50 point for at vinde, og det skabte en smule nervøsitet. Men Farooq med sin erfaring (43 not out) og Aatif Parvez (29 not out) der spillede en mere fornuftig halvleg mødtes i en partnership på 50 og kørte sejren hjem i 23.over. Alt i alt en trættende kamp, men vi fik det ønskede resultat og er stadig ubesejret i år. Den hårde marktur vil hjælpe spillerene med at finde ud af hvor de står individiuelt, og hvilke sider der skal arbejdes på i de næste træningspas.